Der er mange steder man kan montere en GPS-tracker - det vigtigste er at være opmærksom på at metal blokerer og forstyrrer GPS-signalerne. Undgå derfor at montere på steder hvor trackeren er omgivet af metal på alle sider. Selv et bur af hønsenet kan forstyrre signalerne, og en tynd metalplade på handskerummet gør det samme. Man kan faktisk blokere signalerne fuldstændig ved at omkranse trackeren med et metalgitter med huller på under 25 cm. i diameter, da det er størrelsen på radiobølgerne. Vi skal helt op på 50 cm. i diameter for at undgå forstyrrelse af signalet.
Test altid om trackeren kan få forbindelse på den ønskede placering, inden du monterer den permanent. Det kan du gøre ved at vælge f.eks. "Burn mode" eller "Live tracking" profilerne, og se om du får nøjagtige placeringer.
Hvis placeringerne er unøjagtige, er det fordi trackeren ikke kan få satellitforbindelse og bruger telenetværket til at estimere en placering. Placeringer baseret på triangulering mellem telemaster er typisk meget unøjagtig, men kan bruges til at se hvilken by trackeren befinder sig i.
Hvis du slet ikke kan se trackeren, eller den er ud for Afrika's kyst, er det fordi der ikke var nok telemaster i nærheden, til at triangulere en placering. Så melder trackeren en placering der hedder 0 i længdegrad og 0 i breddegrad, hvilket tilfældigvis er ud for Afrika's kyst.
Prøv at teste et andet sted at montere trackeren, hvis ikke den viser en placering med en nøjagtighed indenfor 50 meter. En rigtig GPS placering under gode modtageforhold, dvs. udendørs, er typisk indenfor 10 meter, men hvis trackeren befinder sig indendørs eller imellem høje bygninger, kan der være udsving. Det sker fordi signalerne fra GPS satellitterne bliver reflekteret og kastet frem og tilbage mellem bygningerne. Desuden er der ofte armeringsjern i beton, hvilket kan blokere signalerne fra at nå særlig langt ind i bygninger - specielt hvis der er ingen eller små vinduer.
Kilde: gps.gov
Som tegningen ovenfor illustrerer, kan det være svært for trackeren at beregne en præcis placering inde i byerne, især mellem højhuse. Hvis der er høje bygninger på flere sider af trackeren, bliver signalerne kastet frem og tilbage, så placeringen kan være upræcis.